EVENTYRLIG FAMILIEUGE





Kursusbeskrivelse

10. - 16. juli 2010

»Livet er en direkte udsendelse«, John Engelbrecht

Velkommen til en uge med et væld af muligheder, hvor flere generationer »spiller« ud: Dans, teater, genbrugsdesign, musik, drømmefangere, dragebygning, fedtsten og meget mere. Vi har meget at byde på i det vestjyske – Her er »højt til loftet« og mulighederne er store.

  • Lad os standse op og tage en dyb indånding.
  • Lad os være sammen om fælles projekter på tværs af generationer.
  • Lad os underholde og blive underholdt - uanset om du er 6 eller 80 år.
  • Lad os nyde, at hele herligheden bliver garneret af højskolens økologiske køkken.

Fire gange vil der være workshops for alle med mulighed for at prøve sig selv af inden for forskellige emner:

Genbrugsdesign
En stak brugte cowboy bukser og t-shirts er det materiale, som vi skaber noget helt nyt tøj af. Vi klipper det gamle tøj i stykker, designer og producerer nye modeller ved blandt andet at bruge draperingsteknik på giner og hinanden. Resultaterne kan eks. være: En ny jakke ud af nogle gamle bukser eller en kjole lavet af brugte t-shirts. Medbring dine slidte cowboy bukser og t-shirts til formålet. De færdige kreationer viser vi selvfølgelig frem på Vestjyllands catwalk.

Danseworkshop
Her skal vi arbejde med fødderne og kroppen. Sammen bevæger vi os ind i dansens univers og ser, hvor den tager os hen. Stilen er inspireret af samba-reggae, funk og show dance. Det hele skal naturligvis ende med et lille danseshow, som vises for de andre. Alle kan være med til at danse, bare man har lysten.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk