FUGLE & NATUR I VESTJYLLAND





Kursusbeskrivelse

29 maj. - 4. juni 2010

Vi byder Jer velkommen til en uge, hvor I vil opleve vores særegne vestjyske natur med et enestående fugleliv og et varieret landskab præget af hav og klitter, bakkeøer og hedesletter, store fjordområder og gammel havbund.

Ekskursioner og ture: I 5 dage, søndag-torsdag, kører vi i bus fra morgenstunden og er på farten det meste af dagen. Undervejs gør vi holdt og går korte ture op til et par kilometer pr. gang på anlagte stier og trampestier i jævnt terræn. Turene går fra Nymindegab i syd til Agger Tange i nord. Her findes nogle af landets bedste fuglelokaliteter, og der er gode muligheder for at se eller høre mellem 80 og 100 forskellige arter, hvoraf nogle er sjældne i Danmark. Vi vil lære fuglestemmer, se og høre om ringmærkning af fugle og om fugletegning. Vi vil fortælle om de store forandringer, der er sket, og som vi må forudse i fremtiden. Der bliver mulighed for at drøfte forskellige holdninger til natur- og miljøbeskyttelse med hinanden, turlederne, landmænd, ornitologer og skovfolk.

Undervejs får vi frokosten med lækre retter bragt ud til os fra højskolen. En aften skal vi i Thyborøn spise traditionel stegt rødspætte friskfanget på havet.

Skestorke i Skjern Enge. Den nylige naturgenopretning og naturpleje har skabt gode betingelser for mange engfugle. Her er et af de fire danske ynglesteder for skestorke. Her ses også rørhøge og flere arter af lappedykkere, ænder og vadefugle. Engene græsses af køer, som et led i naturplejen. To trækfærger fører gæster over de to brede udløb i Skjern Å deltaet.

Rødrygget tornskade på Sdr. Vosborg Hede. Den øde og tørre hede og indsanderne med åbne klitter og spredte enebær samt andre buske og træer giver ideelle betingelser for tornskade og skovpiber.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk