FUGLE & NATUR I VESTJYLLAND





Kursusbeskrivelse - fortsat

Kobbersneppe på Tipperhalvøen. De vidtstrakte enge og lavvandede sande er vigtige rastepladser for trækfugle forår og efterår, men huser også ynglefugle som kobbersneppe, rødben og gul vipstjert. I Nordladen ses en fugleudstilling. De mange forskelligartede jagthytter vidner om et paradis for jægere.

Rørdrum og sortterne i Vest Stadil Fjord. Rørdrummens dybe pauken høres fra de store rørskove omkring Vest Stadil Fjord og Stadil Fjord og akkompagneres af sangfuglene, samt i perioder af strandtudsers kvækken og med mellemrum af vandriksens skrig. Rørhøgen svæver over området og over de naturgenoprettede vandflader kan man se sortternen søge føde til ungerne, mens grågæs med unger forsyner sig på engene.

Klyder i Bøvling Fjord. I Nissum Fjords reservater ses jævnligt klyder, som søger føde på det lave vand eller hviler på småøer. Her er også ynglende rødben, viber og kobbersnepper på de våde enge, som plejes med græsning og høslet.

Havternekoloni på Agger Tange. På en kort sejltur fra Thyborøn over kanalen nås Agger Tange, hvor der er en koloni af havterner. På sejlturen er der mulighed for at se sæler.

Natravn i Hoverdal Plantage. Når solen er gået ned kan natravnen ses i silhuet mod den lyse himmel og høres med sin snurrende sang på jagt efter insekter. Om dagen sidder den ubevægelig på jorden beskyttet af sin brune camouflagedragt.

Kronhjort og bæver i Klosterheden. Naturbussen og dens ultramoderne kikkert og skærme giver de bedste muligheder for se dyrene komme frem i skumringen. Den store skov giver føde og ro for en stor bestand af fritgående kronhjorte. De små vandløb og ådale er ideelle for de nyligt udsatte bævere.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk