KIRKEKUNST & ARKITEKTUR

Kursusbeskrivelse
7. - 13. august 2010
- fra middelalder til nutid
Velkommen til en uge om kirkekunst og arkitektur gennem 900 år. I ugens løb vil vi besøge en række middelalderkirker med både ældre og moderne kunst, og vi vil besøge en række moderne kirkebygninger i Århus og i Fonnesbæk ved Ikast. Vi vil møde en række ældre og moderne kunstnere i disse kirker, bl.a. Christen Dalsgaard, Sven Havsteen-Mikkelsen, Erik Heide, Tue Poulsen, Niels Helledie, Arne Haugen Sørensen og Bent Exner.
På busture i Vestjylland vil vi nå fra Bøvling i nord til egnen omkring Ringkøbing Fjord i syd. En dag er koncentreret omkring Århus med en række kirkebyggerier fra de sidste 100 år. En dag tager vi til Mors og besøger 5 middelalderkirker på øen.
I kirkerne vil vi møde forskellige tidsaldres byggestil og kunst, blandt andet:
- Stenhuggerkunst i Hasle, Hee, Gammelsogn, Vejerslev og Vorgod.
- En dragesmykket døbefont i Dragstrup.
- Kalkmalerier i Dragstrup, Gammelsogn og Ulfborg.
- Fri- og valgmenighedernes byggestil og kunst i Bøvling og Øster Jølby, hvor vi også besøger »det ottekantede forsamlingshus« fra 1876, der kan rumme 800 – 1000 mennesker.
- Renæssancens altertavler og prædikestole i Vorgod og Hee.
- Gods- og kirkeejernes gravsten og pragtfulde udsmykninger i Ulfborg, Bøvling og Hee.
- Erik Heides arbejder i Øster Jølby, Ellevangskirken, Ravnsbjerg Kirke og Møllevangskirken.
