MED DINE DRØMME SOM VEJVISER

Kursusbeskrivelse
7. - 13. august 2010
- Kontakt til din indre stemme
- Impuls til kreativitet
Drømme taler det samme sprog som myter, eventyr og de store religioner – nemlig billedsprog. Det er et universelt, arketypisk sprog, et symbolsprog fyldt med visdom og betydning.
På kurset arbejder vi med at opnå en forståelse af dette sprog, lade det kaste lys over vor personlige livsvej og føre os ind i en kreativ proces, der kan fortsætte, når vi kommer hjem.
Vore drømme er en konge/dronningevej, når det gælder den indre rejse til den, du er, samt til det skabende og levende liv du er en del af.
Vi gør os modtagelige for vore nattedrømme gennem dans, meditation og samtale og gennem at male og skrive, i en dialog med drømmene.
Drømme har til alle tider inspireret til kreativitet og kunstnerisk virke.
Vi lader vore drømme inspirere os til at skabe billeder, digte, fortællinger, sange og danse alt efter, hvor drømmene vil føre os hen, og hvor hver enkelt har sin lyst.
Kan du huske nogle af dine tidligere drømme og nogle drømme, der har gjort indtryk, er det fint. Men det er også et kursus for dem, der mener, at de aldrig drømmer, men som ønsker at komme i kontakt med deres drømme.
Medbring en »drømmebog« med blanke sider og farver.
Om aftenen vil der være kunstneriske indslag.
I alle tidligere kulturer har drømmene haft en stor betydning, også i vor egen nordisk/kristne.
