STEMMENS KRAFT

Kursusbeskrivelse
7. - 13. august 2010
Hvert menneske kan gå på opdagelsesrejse i sin stemme og derved skabe kontakt til sin indre kerne og sine indre ressourcer. Det drejer sig om at opnå et udtryk i balance med sig selv.
Stemmen har stor betydning for vores udtryk: Stemmer vores stemmer overens med det, vi ønsker at udtrykke? Med den fortælling vi ønsker at fortælle?
Vi vil have fokus på at vække lysten og den oprindelige glæde ved at lege med stemmen.
Vi vil skabe lydlandskaber gennem improvisation, sang og leg med stemmen, - både rytmisk og frit flydende.
Gennem udforskning af kropskontakt, åndedræt, sanser og ved klaveret, arbejder vi med at åbne stemmen op, og afspænde blokerede og klangløse områder i stemmen, så stemmen får nyt liv, resonans, kraft og bevægelighed.
Vi vil arbejde med drømmerejse, kropsbevidsthed og rytmisk fornemmelse i arbejdet med enkle trommerytmer. Der vil også blive mulighed for at arbejde med mikrofon. Vi vil udforske stemmen i tale, i sang, i rytme, i melodi og i ren energi og væren.
Gennem udforskning af nærværet i stemmen – udforsker vi nærværet i os selv og i kontakten til andre mennesker.
Vi vil arbejde kropsligt og legende med alle de lyde, man kan lave med stemmen – både de smukke og de grimme – med humor, inderlighed og sanselighed. Herigennem får vi mulighed for at udvide vores kunstneriske og menneskelige udtryksmuligheder.
Du skal være indstillet på både at arbejde i grupper og solo. Medbring en tekst på max 15 linjer og en sang, som betyder noget for dig, og som du kan udenad. – Gerne, men ikke nødvendigvis, på noder. Medbring også tøj du kan bevæge dig i, og vær parat til at svede! Tag gerne papir og farver med.
