SUFIDANS OG ANDRE RELIGIØSE DANSE





Kursusbeskrivelse

21. - 27. august 2010

Sufidans er sufiernes dans. Rumi, en sufimester fra Konya, begyndte en dag at dreje på gaden, og han kom i den samme tilstand, som han opnåede, når han sang og bad i timevis om natten. Han gjorde dansen til en del af sin åndelige praksis, og siden har mange sufier efter ham taget den hvirvlende bevægelse til sig, som en del af deres måde at tilbede og erfare det guddommelige på.

På kurset sufidans vil vi dreje og hvirvle. I vil lære et par forskellige måder at gøre det på fra forskellige traditioner og kulturer. Og så vil vi hvirvle. Og hvirvle. Vi deler erfaringer undervejs, og finder et sprog at dele vore oplevelser på.

Om morgenen bruger vi bevægelse og morgenstræk som en måde at blive nærværende i kroppen og verden på. Derudover vil vi ud fra enkle improvisationer, inspireret af bevægelser fra andre traditioner, udforske, opdage og hengive os til kroppens bøn.

Journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl, der har besøgt og interviewet sufier i en række lande, og er ved at skrive en bog om sufisme, vil en eftermiddag komme og øse af sin viden.

Pernille Overø vil holde et dansende foredrag om dans og bøn i forskellige traditioner.

Vi ønsker med alle vores kurser på Vestjyllands Højskole at skabe kulturbroer. Sufidansen - fra fjerne lande og en anden religion end de fleste af os er familiær med - kommer til at indgå i en meget dansk kontekst. Højskolerammen giver i sig selv en nordisk klangbund, ikke mindst via de sange, vi synger til morgensamlingerne. Vi vil på kurset dele erfaringer med de parallelle hold på Højskolen: »Rundt om Halfdan Rasmussen« og »På cykel«. Fællesnævneren for fællesarrangementerne er Halfdan Rasmussen.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk