TANGO





Kursusbeskrivelse

14. - 20. august 2010

Improvisation - Kommunikation og Kropssprog

Den originale tango blev skabt i Argentina omkring Buenos Aires i slutningen af det forrige århundrede. I dag har dansen spredt sig til resten af verden - til Europa, Danmark og ikke mindst til Vestjyllands Højskole.

I den oprindelige tango danser herren og damen tæt sammen. Parret kommunikerer ved hjælp af særlige tegn, der gør det muligt for herren at føre damen gennem et væld af sjove og sindrige trinkombinationer. Tango er fuld af drilleri og udfordring - parret leger og improviser sig gennem dansen, der hverken er tilfældigt eller er fastlagt på forhånd. Tango er en dans, der på den ene side danses efter et bestemt system, og på den anden side danses frit og improviseret.

Tangoens udtryk er mangfoldigt, men kan siges at knytte sig omkring længsel og inderlighed, sensualitet og kontrollerede passioner. Spundet ind i kvinden og mandens naturlige tiltrækning, giver dette tilsammen en intens og elegant cocktail - verdens mest elegante pardans.

Deltagerne kommer til at arbejde med basisteknik, musikalitet, kontakt og kommunikation mellem parret. Hovedvægten lægges på at gøre den enkelte danser i stand til at undersøge og finde frem til sin egen stil. Allerede her vil deltagerne få opøvet evnen til at lege og improvisere med trinvariationer.

Argentinsk tango er for alle
For begynderne, der skal tage de første tangoskridt. For de let øvede, der ønsker mere fortrolighed med grundlæggende teknikker. For de øvede dansere, som har danset tango i mange år. Der vil blive undervist på alle 3 niveauer med dagligt 2 moduler på hvert trin. Når der ikke bliver undervist på ens niveau er der mulighed for at øve selv, gå tur i Forundringens Have, eller opleve den gamle købstad Ringkøbing.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk