VERDENSDANS





Kursusbeskrivelse

31. juli - 6. august 2010

En uge fuld af forskellige danse fra det meste af verden. Brasilien, Cuba, Vestafrika, Mellemøsten, Norden og USA er stederne vi kommer til at besøge gennem dansen. Svingende og groovy musik, smukke, lækre og frække danse, masser af sved, masser af sjov og masser af hyggeligt samvær. En sommeruge på Vestjyllands Højskole med dygtige lærere og kursister, der elsker at danse.

Derudover vil ugen indeholde foredrag om dans og musik, god mad, aftentur til Vesterhavet, gospel, stomp, danseshow, fortælling, fællessang, aftenhygge og selvfølgelig en stor fest.

Dans for alle
Kurset henvender sig til alle med interesse i dans. Det vigtigste er, at du synes, det er pragtfuldt at danse og gerne vil prøve nye danse af. Samtidig er kurset lagt an, så danseinstruktører, lærere, pædagoger og andre, der gerne vil have ny inspiration til undervisningen, virkelig får noget med hjem i rygsækken.

En del af ugen er delt op, så du vælger dig ind på stilart og evt. niveau. Dvs. der er to workshops samtidig, så du selv kan vælge, hvad du har mest lyst til, så der er mulighed for at gå i dybden.

Det bliver en blanding mellem at lære koreografier og arbejde på en mere legende »følg-mig« måde. Det vigtige er, at du får en følelse af at danse.

Der kræves altså ingen forkundskaber, men det er selvfølgelig en fordel, hvis du er vant til at røre dig, og også har lidt rytme i kroppen. Det bliver en uge med masser af sved, tørst og ømme muskler.

Vi sørger selvfølgelig for at varme godt op hver dag samt udstrække og afspænde. Vi kommer til at danse i seks til otte timer om dagen, men med gode pauser imellem.


Vestjyllands Højskole
Skraldhedevej 8 • 6950 Ringkøbing
Tlf. 9675 3777 • Fax 9675 3788
Mail kontor@vestjyllandshojskole.dk